Bliver du let svimmel?

Bliver du let svimmel ?
I mit arbejde som klinisk psykolog møder jeg ofte patienter, som lider af svimmelhed.
Selvom jeg ikke har nogen statistik på det, vil jeg tro, at det drejer sig om cirka 25%. Nogle mennesker bliver bange og tror, at det er noget alvorligt. Andre har været til lægen og fået diagnosen: ”Virus på balancenerven.”
Som regel kan jeg berolige dem med, at det kan være noget, der sidder mellem ørerne og er psykologisk begrundet. Svimmelhed kan være konsekvensen af en dårlig vejrtrækning og behøver ikke at være tegn på sygdom. Patienter med svimmelhed har som regel et kort åndedræt, så luften kun kommer halvt ned i lungerne. Derfor er det en god ide at teste dig selv, inden du går til lægen:

Får du luften helt ned i lungerne, når du trækker vejret
Se dig i spejlet. Har dit ansigt en blålig farve, er det tegn på, at blodet ikke bliver nok iltet.
Får du også prikken i ansigt og i hænder, når du bliver svimmel. Svimmelheden kan opstå, når den ophobede kultveilte i blodet frigøres for hurtigt. Det kaldes et hyperventilations syndrom.
Prøv næste gang du bliver svimmel at gøre følgende: Tag en rigtig dyb indånding og hold vejret i 10 sekunder. Når du har åndet ud, fortsætter du på samme måde i 2-3 minutter. Mærk efter om svimmelheden er forsvundet. Der er to andre mindre diskrete metoder til at bremse for hurtig frigørelse af ophobet kultveilte. De består i at få noget af udåndingsluften ind igen. Lav et hulrum med hænderne foran næsen og munden eller hold en pose foran ansigtet.

Hvis du kan svare ja til 2 af de tre punkter, og du ikke har blodmangel, er det nok tegn på en dårlig vejrtrækning, og det kan lægen ikke gøre noget ved.

De fleste kender udtrykket ”at få luft”. Ligesom ild skal have luft for at kunne brænde, kan vi dæmpe følelserne udadtil ved at begrænse vejrtrækningen. Følelserne forsvinder dog ikke af den grund. De bliver bare puttet ned i din indre container. Svimmelhed kan således være et tegn på, at du holder dine følelser tilbage. Ved hjælp af gestaltterapi kan jeg hjælpe dig med at bearbejde og afslutte gamle og nye følelser, så dit åndedræt igen bliver mere regelmæssigt

Selvom du ikke kan tænke på dit åndedræt hele tiden, kan du en gang imellem øve dig i et rytmisk åndedræt med rytmen er 5-2-5-2, altså fem sekunders indånding to sekunders pause fem sekunders udånding to sekunders pause. Det er et yoga åndedræt, der giver ro i sindet og luft til cellerne. Et andet åndedræt fra yogaen er det lungerensende åndedræt:
Stræk armene ud til siden og før dem langsomt opad mod loftet, medens du ånder ind. Prøv at få så meget luft i lungerne som muligt. Hold vejret i 5-10 sekunder. Medens du fører armene hurtigt nedad, ånder du så kraftigt ud, sågardinerne næsten blafrer. Gentag øvelsen 5 – 10 gange dagligt.
Nogle mennesker har en uregelmæssigt åndedræt om natten. Det kan være tegn på søvnapnø, som giver træthed og uoplagthed om dagen. Som regel er det partneren, der opdager det. Ved søvnapnø kræves en henvisning til en søvnklinik, hvor man kan låne et apparat, der måler iltindholdet i blodet om natten.

Det er muligt, at et dybt og rigtigt åndedræt har betydning både for sundhed og velvære. Kroppens celler må jo have tilstrækkeligt med ilt for at kunne fungere optimalt.